Hvad er vulvodyni?

21 jul

Hvad er vulvodyni?
Udtrykket bruges som en fælles betegnelse for en særlig gruppe smertetilstande. Smerterne er lokaliseret til slimhinden i kvindens ydre kønsorganer, især i området mellem kønslæberne og skedeindgangen.

Hvorfor får man vulvodyni?
For at sige det meget kort: Man ved endnu ikke, hvordan vulvodyni opstår. Men trods denne manglende viden om årsagen har man i hvert fald gjort sig mange tanker om, hvad der kan være baggrunden, og hvad der kan udløse vulvodyni.Det kan være:

Svamp
Vulvodyni ikke har noget direkte med skedesvamp og svamp i skridtet at gøre. Det er dog velkendt, at mange kvinder med vulvodyni tidligere har været plaget af og måske stadig kæmper med tilbagevendende svampeangreb. Der har også været talt om, at gentagne kure med lokalt virkende svampemidler kan udløse eller forværre sygdommen.

Mikroorganismer
Også andre mikroorganismer har været i søgelyset så som herpes, kønsvorter og bakterier af forskellig art. Nogen sikker sammenhæng har man dog aldrig fundet. Men her taler man igen om, at de behandlinger som anvendes på længere sigt kan give symptomer, der ligner vulvodyni.

Hormoner
Hormontilskud og herunder p-piller nævnes også som mulig årsag til vulvodyni, uden at der dog er fundet beviser for det. At undlade at bruge p-piller for at undgå vulvodyni, anser jeg for at være helt urimeligt og forkert.

Lokal irritation
Lokal irritation som følge af overdreven brug af salver, cremer, uendelige afvaskninger og frotteringer, stærkt klorvand og lokalirriterende behandlinger af udslæt og lignende, kan sikkert medvirke til at opretholde vulvodyni-symptomer.

Muskelspændinger
Muskelspændinger i bækkenbunden kan i sin mest udtalte form vise sig som skedekrampe (vaginisme). Skedekrampe kan have mange årsager, men denne tilstand kan måske enten være årsag til eller en følge af vulvodyni-smerten.

Psykologiske faktorer
Endelig er det muligt, at såkaldte psykosomatiske forhold spiller en medvirkende rolle for udvikling af vulvodyni. Altså en slags belastningstilstand, som udløser eller forværrer de karakteristiske symptomer på vulvodyni. Sådanne belastninger af fysisk, psykisk eller arbejdsmæssig karakter kan sætte spor og give symptomer mange forskellige steder i kroppen: ondt i maven, blødningsforstyrrelser, hovedpine, uregelmæssig afføring for eksempel. Det kommer an på, hvor man har sit ‘ømme punkt’, som altså i situationen belastes og giver sig til kende.

Undersøgelser har dog ikke kunnet påvise, at kvinder med vulvodyni adskiller sig medicinsk, psykologisk eller seksuelt fra andre kvinder. Der er dog visse fællestræk, som kan genkendes hos mange unge kvinder med vulvodyni-symptomer. Det er, at de måske stiller store krav til sig selv og deres krop. Krav de er meget bevidste om, og som kan føre til at hele livsførelsen rettes mod de ubehagelige symptomer, som altså ikke kan fortrænges. Det forstærkes af en angst for ikke at kunne slå til eller blot at komme til at fungere ‘normalt’ i dagligdagen, seksuelt og – på længere sigt – i forhold til graviditet og fødsel. Ensomhedsfølelse og fornemmelse af manglende accept af tilstanden i de nære omgivelser kan virke forstærkende.

Hvordan føles vulvodyni?
Vulvodyni føles som en intens brændende, sviende fornemmelse i hele området eller et mindre nøje afgrænset parti af slimhinden lige ved skedeindgangen. Det kan føles som knive, der stikker, eller ild der brænder. Der kan opstå fornemmelse af ruhed og tørhed. Kløe, hævelse og rødme kan følge med. Nogle har også symptomer med svie ved urinrøret som ved blærebetændelse, andre mærker det helt omme ved endetarmsåbningen.

Nogle kvinder mærker det konstant – dag og nat. Andre kvinder mærker kun vulvodynien en gang imellem, uden at der behøver at være et bestemt mønster eller forklaring på det.

Den mindste berøring giver ubehag og smerte. Stramme trusser eller trussebind kan være umulige at bruge. Selv på en gåtur kan det mærkes, og det kan være helt umuligt at cykle. Forsøg på at bruge tamponer udløser også ubehagelige fornemmelser. Og hvad der kan være endnu værre: samleje giver hos mange kvinder med vulvodyni så stærke smerter, at det kan være helt umuligt at dyrke sex.

Hvor hyppigt forekommer vulvodyni?
Man har kaldt vulvodyni for ‘den skjulte smerte’. Det kan der være flere årsager til. Almindelig blufærdighed gør, at mange prøver at bide smerten i sig. Og hvis andre så endelig bliver præsenteret for problemet, kan det være svært for dem at forstå det. Måske især for manden eller kæresten, fordi smerten ved sex bliver misforstået som manglende lyst. Ens egen læge vil nok være forstående, men megen hjælp til at komme af med vulvodynien er der ikke altid at hente.

Det er anslået, at omkring 15 procent af alle kvinder i 20-30 års alderen, der opsøger gynækologer, lider af vulvodyni i større eller mindre grad. Måske er det flere. Der er formentlig mange tusinde danske kvinder, der har lidelsen. Det kan måske være en trøst om end ikke en hjælp at vide, at man ikke er alene.

Det er ofte kvinder, som endnu ikke har født, der plages af vulvodyni. Men også senere i livet kan der opstå symptomer, for eksempel omkring overgangsalderen.

Hvordan stiller lægen diagnosen?
Det kan være utrolig svært at stille diagnosen vulvodyni. Symptomerne, som den enkelte kvinde beskriver dem, giver et væsentligt fingerpeg. Den gynækologiske undersøgelse eventuelt ledsaget af en kolposkopi. Det er en kikkertundersøgelse, hvor slimhinden studeres i stor forstørrelse. Det svære er imidlertid, at der ofte slet ikke er noget at se ved undersøgelsen.

For nogle år siden blev der opstillet nogle kriterier for diagnosen vulvodyni.
Det er:

* Rødmende irritation af slimhinden i vulva i varierende grad. Denne rødme kan være vekslende i vulvaområdet – måske hesteskoformet bagtil ved skedeindgangen eller helt fortil.
* Dertil kommer en karakteristisk intens følsomhed overfor tryk, ofte et ganske bestemt sted eller et begrænset område af slimhinden.
* Endelig kommer så den ubehagelige smerte ved forsøg på samleje, indføring af tampon, finger eller instrumenter. Smerten skal have stået på i mindst seks måneder.

Hvordan behandles vulvodyni?
Der findes desværre ingen kur eller behandling, som kan fjerne vulvodyni. Tilstanden kan begynde snigende eller måske første gang opleves i forbindelse med samleje, som ellers tidligere er foregået uden vanskeligheder. Tilstanden kan dog også fortage sig lige så stille igen efter måneder eller – i værste fald – efter adskillige år.
På nuværende tidspunkt behandles vulvodyni med:

* Lokalbehandlinger af den ene eller anden art har i mange tilfælde være nyttesløse eller måske forværrende på symptomerne. Beskyttende, neutral creme efter lægens anvisning kan måske virke lindrende.
* Kirurgisk behandling med fjernelse af den ømfindtlige slimhinde kan forsøges i helt specielle tilfælde. Erfaringerne er få, men der er læger – også i Danmark – som angiver gode resultater med fjernelse af den ømfindtlige slimhinde.
* Noget af det vigtigste er nok at finde en person – en læge måske – som er parat til at tage tilstandens ulidelighed seriøst og give støtte i bestræbelserne på at få det bedre. Men det allervigtigste er måske sammen med den pågældende person at finde veje og midler til at give de ømfindtlige og smertevoldende slimhinder fuldstændig fred for en tid. At opbygge en tro på og glæde over at det går bedre, som tiden går og ikke modsat. At have mulighed for at vende tilbage med symptomerne, hvis de dukker op igen og blive forstået og støttet.

Ovenstående oplysninger er fra artiklen: Vulvodyni -smerter i underlivet af speciallæge Erik Fangel Poulsen. Artikelen kan ses på: http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/vulvodyni.htm

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: